Skal hjælpe folk uden hjælp
Ny klinik for folk uden opholdstilladelse
I Aarhus åbnede i dag en helt særlig og efterspurgt sundhedsklinik. Den skal hjælpe dem, der normalt ikke kan hjælpes - folk, som opholder sig ulovligt i Danmark.
Klinikken drives af Røde Kors i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp.
Røde Kors har i forvejen en lignende klinik i København for folk uden opholdstilladelse. Her har man oplevet et stort behov for forebyggende behandling af sygdomme og andre skader, som ubehandlet kan udvikle sig og blive meget alvorlige.
- Vi har også set et behov for behandling af kronikske sygdomme, herunder tuberkulose og diabetes. Heller ikke gravide uden lovligt ophold i Danmark har adgang til ofte afgørende undersøgelser af en jordemoder, hvorfor mor såvel som det ufødte barn befinder sig i en udsat situation, siger Morten Schwarz Lausten, kommunikationskonsulent hos Røde Kors, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Klinikken i København har behandlet flere end 1400 patienter siden åbningen i 2011 og har foretaget flere end 3700 konsultationer.
Ligesom i København er klinikken i Aarhus privatfinansieret.