Skal du skilles? Så tag på kursus i Randers
Undervisning i kommunikation og samarbejde bliver nu tilbudt til skilsmisseramte familier i Randers
I Randers er der nu et nyt tilbud til forældre, de kan komme på kursus i skilsmisse.
Kurset handler om, hvordan man som forældre får et samarbejde omkring børnene til at fungere med hinanden, efter man er blevet skilt.
- Jeg oplever, at en del børn og unge kommer ”i klemme” mellem forældrene og påvirkes negativt af dårligt samarbejde. Med dette kursus for skilte forældre er det mit håb, at nogle af disse forældre kan få et bedre samarbejde, så børnenes trivsel bedres, siger temaleder fra PPR Dorthe Pagter Møller.
Læs også
Randers er en af tre kommuner, som er gået sammen med Center for Familieudvikling og Egmont Fonden om en særlig indsats for at støtte skilsmisseramte familier.
Forældre, der tidligere har prøvet undervisning i skilsmisse, oplevede ifølge en rapport, at de fik større overblik over deres situation.
- Før var vi på stikkerne, og der var krig på kniven. Vi havde hele tiden fokus på: Hvem vinder diskussionen? – uafhængigt af, hvad der var bedst for barnet. Der er vi ikke længere. Vi har kunnet tage det på os, begge to, nu er udgangspunktet, hvad der er hensigtsmæssigt for vores barn, siger en tidligere kursist i rapporten.
Læs også
Udover Randers Kommune deltager også Kolding Kommune og Egedal Kommune. Kurset starter første gang mandag den 26. september.