Skal Bears hjem til NRGi Arena?
Bakken Bears og Aarhus Elite i samarbejde
For et par år siden spillede basketballklubben Bakken Bears sine hjemmekampe i NRGi Arena i Aarhus, men nu kan basketballklubben være på vej tilbage til sin gamle hjemmebane efter et par år i Vejlby-Risskov Hallen.
I hvert fald er det planlagt, at hvis Bakken Bears kommer i semifinalen i slutspillet skal den ene kamp spilles i Arenaen ved Marselisborgskovene, men det kan blive starten på et mere permanent samarbejde mellem Aarhus Elite og Bakken Bears.
- Vi arbejder hårdt på at få flere arrangementer i NRGi Park & Arena og gøre det til en fornuftig forretning for os. Derfor er det også kun glædeligt, at vi er blevet enige med Bakken Bears om en aftale, der forhåbentligt er starten på et længerevarende og tæt samarbejde. Bakken Bears er et af fyrtårnene i aarhusiansk elitesport, og vi ser gerne, at Aarhus også kan opleve basketball på højeste niveau i de rammer, vi kan tilbyde, siger Jacob Nielsen, der er direktør i Aarhus Elite, selskabet bag AGF, i en pressemeddelelse.
Også i Bakken Bears håber man på et længerevarende samarbejde, men det er ikke ensbetydende med, at alle holdets kampe skal rykkes ud i NRGi Arena, der er Aarhus' største indendørsarena.
- Aarhus Elite tog kontakt til os for at høre, om vi kunne være interesserede i at spille en kamp i Arenaen. Vilkårene, vi er blevet præsenteret for, er fornuftige, og under forudsætning af at vi kvalificerer os til semifinalen, ser vi frem til at lave en fed event i Arenaen og fylde den med tilskuere. Kampen kan give en forsmag på, hvordan et længerevarende samarbejde kan strikkes sammen. Det ligger ikke i kortene, at vi flytter permanent ud i Arenaen, men hensigten er, at vi gerne vil spille flere kampe i hallen - eksempelvis vores europæiske kampe, siger Michael Piloz, der er sportsdirektør i Bakken Bears.
Bakken Bears topper Basketligaen, hvor holdet har hentet 18 point ud af 20 mulige.