Skal afhøres på Skejby Sygehus
Politiet vil kunne afhøre børn i et videoovervåget rum på en ny sygehusafdeling for mindreårige sex-ofre.
Det er ikke mange år siden, at sexmisbrugte småbørn skræmte måtte sidde på golde afhøringskontorer på landets politistationer for at fortælle om overgrebene.
I dag er der gjort meget for at mildne afhøringerne af de små ofre. De afhøres nu i særligt indrettede rum, der mere skal minde om almindelige dagligstuer end om strikse politikontorer. Men afhørings- lokalet ligger stadigt på politigården.
I Århus nedlægges det imidlertid snart. På Skejby Sygehus ventes et nyt børnecenter næste år at rumme lokaler, der er indrettet, så de kan benyttes under afhøringerne af børnene. Målet er at kunne undgå, at børnene trækkes fra sted til sted, når de skal gennemgå undersøgelser, afhøres af efterforskere og have hjælp af psykologer eller læger.
I dag foregår politiets udspørgen af sexmisbrugte børn i et af de særlige videoafhøringsrum, der er indrettet på politigårde flere steder i landet. I lokalerne udspørges børnene forsigtigt om overgrebene, mens kameraer diskret registrerer forklaringerne. Dansk politi har et halvt hundrede specialuddannede betjente, der så blidt og skånsomt som muligt skal få ofrene til at fortælle om de overgreb, de har været udsat for.
I nabolokalet kan forsvareren på videoskærm følge afhøringen og bede om at få stillet spørgsmål til barnet. Lokalerne er lyse og farverige, indrettet med komfortable møbler og et par bamser, børnene kan holde om, når de skal beskrive overgrebene. Kniber det med at sætte ord på overgrebene, er der tegnegrej, der kan hjælpe dem til at fortælle om forløbet. Den afhøringsmetode og forsvarernes tilstedeværelse betyder, at optagelserne kan afspilles i retten.
Dermed behøver børnene ikke at skulle trækkes gennem retssagen mod den eller de personer, der anklages for at have misbrugt dem. Når Skejby Sygehus' børnecenter åbner næste år, ventes afhøringerne at kunne ske på sygehuset - hvor behandlingen af misbrugsofferet finder sted - i stedet for på politigården. /ritzau/