Skaffer arbejde til medlemmer
Fagforening har formidlet 495 job på et år
Hos fagforeningen FOA Århus har man stor succes med at matche ledige medlemmer med de rette arbejdsgivere.
Projektet hedder Jobmatch og består i, at to konsulenter er ansat til at finde job til de arbejdsløse.
Siden projektet startede i januar 2013 er der blevet formidlet 495 job til 431 ledige.
- Arbejdsgiverne ringer til os, hvis de står med et mindre vikariat eller nogle vagter, som de ønsker besat med kort varsel. Så kigger vi hurtigt på vores liste af ledige og finder et godt match. Det er winwin for alle. De ledige får foden indenfor på arbejdsmarkedet og arbejdsgiverne skal bruge mindst mulig krudt på at finde relevant arbejdskraft, fordi vi står for formidlingen, siger Kirsten Normann Andersen, afdelingsformand i FOA Århus, i en pressemeddelelse.
Det er primært sosu-assistenter, pædagogmedhjælpere, pedeller og serviceassistenter, som igen er kommet i arbejde.
Fik fast arbejde
30-årige Line Lorentzen er uddannet sosu-assistent og gik i en periode uden arbejde.
Via jobmatch-systemet fik hun i første omgang et vikariat på tre måneder på et lokalcanter, som senere blev vekslet til en fast stilling.
- Det giver tryghed at have sin faglige organisation i ryggen, når man står uden job. De kender mine kompetencer, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle gribe muligheden for at hjælp, og jeg kom hurtigt til en samtale, og det udviklede sig til et fast job, siger Line Lorentzen.