Skærpet indsats mod pjækkeri i skolen
Det ulovlige fravær blandt århusianske skoleelever stiger. Nu skal der gribes hurtigere ind over for pjækkeri.
I landets fire største byer er elevers ulovlige fravær nu så stort et problem, at skoler har indført hentningsordninger, systematisk morgenringning og socialrådgivere på skolen. Det skriver Kristeligt Dagblad.
I begyndelsen af det nye år udsender Undervisningsministeriet et nyt vejledningsmateriale til alle skoler, som opfordrer til at gribe hurtigt ind over for pjækkeri.
- Vi har alt for mange elever med alt for store forsømmelser, og jeg kan kun opfordre til, at skoleledere anvender de sanktionsmuligheder, vi har givet dem, og samarbejder med socialforvaltningerne om at nedbringe fraværet, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V).
Han henviser til en landsdækkende undersøgelse fra sidste år, som viste, at 6.300 folkeskoleelever i løbet af en periode på otte måneder havde mere end 20 ulovlige fraværsdage.
500 elever pjækkede mere end halvdelen af undervisningstiden. Undersøgelsen
peger på, at problemet er mindre i de kommuner, hvor skole og socialforvaltning samarbejder om en hurtig indsats.
I Århus Kommune konstaterer en ny kvalitetsrapport, at både det samlede antal fraværsdage pr. elev og det såkaldt bekymrende fravær er steget. Flere århusianske skoler bruger socialrådgivere og systematiske opringninger til hjemmene, men uden at have løst problemet.
I København er man overgået til en ny måde at registrere fravær på og kan derfor ikke sammenligne med sidste år. Den seneste kvalitetsrapport kritiserer, at 858 københavnske skolebørn har bekymrende stort fravær, men kun 31 har fået en handlingsplan.
I Aalborg har det gennemsnitlige fravær på kommunens skoler de seneste år ligget på 10,5 dage pr. elev pr. år, hvilket svarer til niveauet i København.
I Odense betegner kvalitetsrapporten for 2008 elevfraværet som "beskæmmende", men ifølge børn- og ungedirektør Klaus Majgaard er det lykkedes at rette en smule op på situationen gennem en hurtig, aktiv indsats.
Kilde: Kristeligt Dagblad