Skærper indsatsen mod fulde børn
Silkeborg Politi tager børn og unge med på stationen, hvis der blot er mistanke om, at de er fulde eller laver noget kriminelt.
Børn helt ned til 12 år drikker sig nu oftere fulde, tager stoffer og begår kriminalitet i Silkeborg end tidligere.
Derfor har det lokale politi besluttet at øge kontrollen med salget af stoffer samt indføre en såkaldt nultolerance, når de unge færdes i midtbyens minefelt.
Det betyder, at byens betjente fremover sætter børn og unge ind på bagsædet af patruljevognen og kører dem på stationen, hvis der bare er mistanke om, at de er fulde eller begår kriminalitet.
- Det er yderst fornuftigt, at politiet tager så drastiske midler i brug, for problemerne med en mindre gruppe af byens unge er ved at løbe løbsk. Vi har været på en glidebane de sidste par år, og den skal vi skal have stoppet, siger byrådsmedlem Carl-Erik Larsen (S), medlem af Børneudvalget og Socialudvalget i Silkeborg, til Ritzau. /ritzau/