Skænderi på casino førte til knivstik
Et skænderi på Royal Casino udviklede sig til knivstikkeri på Store Torv i Århus.
9. sep 2007, kl. 09:15
Mere end 30 dage gammel
En yngre mand blev lørdag fængslet i Århus efter et knivstikkeri på Store Torv.
Knivstikkeriet blev udløst af et skænderi mellem to mænd på Royal Casino, hvor den yngre mand blev så ophidset, at han kastede et glas efter den anden. Denne nåede dog at undvige det farlige kasteskyts.
Vagter smed de to ud på gaden, hvor den yngre mand løb til en bil og hentede en kniv, som han stak ud efter den anden. Denne var igen heldig, idet kniven kun skar en flænge i hans læderjakke.
Politiet kender ikke baggrunden for de to mænds uenighed. Den yngre blev varetægtsfængslet til 27. september.