Skadet AGF'er: Irriterende ikke at kunne gøre indtryk

Alexander Juel Andersen har kun spillet et kvarters fodbold siden marts. Det frustrerer den alsidige forsvarsspiller, hvis kontrakt udløber til sommer

15:12

I foråret blev AGF-spilleren Alexander Juel Andersen ramt af en fodskade. I bestræbelserne på at komme tilbage blev han ramt af en skade i lysken, og det er den, der fortsat holder ham langt væk fra træningsbanerne på Fredensvang.

- Lige nu går det ikke helt efter, hvad mit eget hoved synes er supergodt. Jeg træner med fys'erne, og det har jeg gjort i et godt stykke tid nu, og det går lidt op og ned, fortæller Alexander Juel Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvornår AGF-fansene kan forvente at se ham tilbage i truppen, tør han ikke spå om.

- Det er svært for mig at give en slutdato på det. Det har jeg ikke kunnet få. Vi arbejder sindssygt hårdt på at komme til bunds i det. Det er jo nærmest 24/7, så det er sindssygt frustrerende.

Skal undgå negative tanker

Alexander Juel var en fast del af Glen Riddersholms startopstilling igennem det meste af sidste sæson. Men siden den sidste kamp i grundspillet mod OB tilbage i marts, er det kun blevet til et ganske kort indhop.

Det indhop kom - også mod OB - i midten af august, hvor Alexander Juel Andersen fik det sidste kvarter på banen i 0-0-kampen.

Jeg er sikker på, at det er vigtigt at snakke om tingene. Det er nogle lidt mørke tanker, man kan gøre sig, for fodbold er jo ens levebrød. 

Alexander Juel Andersen, AGF

Men den lange pause uden for banen sætter sine spor oppe i hovedet, og det kan være svært at bevare gejsten.

- Jeg tror ikke, der er nogen endelig formel på det, og jeg har også haft mine mentale downperioder. Og det er ikke fordi, det kun har været nede i et sort hul, men det kan det nogle gange godt blive. 

- En kæmpe del af det at være skadet er at skulle arbejde væk fra de negative tanker, for det spiller også ind.

Den 26-årige forsvarsprofil har især brugt klubbens fysioterapeuter til at bearbejde det mentale pres, han har oplevet. 

- Jeg er sikker på, at det er vigtigt at snakke om tingene. Det er nogle lidt mørke tanker, man kan gøre sig, for fodbold er jo ens levebrød. Og under sådan en skadesperiode finder man også ud af, hvor meget det egentlig betyder for en.

Kan ikke imponere ny træner

Mens Alexander Juel har plejet sin skade, er Glen Riddersholm blevet skiftet ud med David Nielsen. Og selvom det ikke ændrer noget ved den nuværende situation, så er forsvarsspilleren træt af ikke at kunne gøre indtryk på den nye træner.

Læs også Ærlighed og glimt i øjet: Fodboldspillerne på sociale medier

- Når man skadet, som jeg er, så er det i gåseøjne lidt ligegyldigt, hvem der er træner. Og det tror jeg både David og Glen vil give mig ret i.

- Men det er selvfølgelig rigtig, rigtig irriterende, at man ikke kan give et godt førstehåndsindstryk, for det er rigtigt vigtigt. 

- Det første indtryk, han har af mig, det er at jeg sidder ovre på en eller anden romaskine eller laver bentræning, og det er ikke det, der får mig på holdet. Men jeg er sikker på, at han ved, hvad jeg står for.

Kontraktudløb til sommer

I sommers fik Alexander Juel Andersen, trods sin skade, forlænget sin kontrakt med et år. Den udløber dermed til næste sommer, og det giver lidt ekstra stress hos den tidligere Horsens-spiller.

Læs også Superligaens største bølleklubber er fra Østjylland

- Selvfølgelig har jeg gjort mig tanker om det, det ville være vanvittigt ikke at tænke på det. Og det fylder også en del i det mentale, at man skal tage stilling til sin fremtid. 

- Lige nu er jo det meget relevant at tænke på, men jeg ser ikke nogen grund til at snakke forlængelse eller snakke med andre klubber lige nu, så længe jeg er en genoptræningsfase, fortæller han, inden han dog understreger glæden ved at trække AGF-trøjen over hovedet.

- Jeg er rigtig glad for at være her, jeg er rigtig glad for at jeg forlængede. Jeg er ked af, at jeg ikke indtil videre har kunnet bidrage med noget inde på banen. Det brænder jeg bare efter, og det er det eneste, jeg tænker på.

Savner sin egen plads

Under Glen Riddersholm fik Alexander Juel Andersen, som skrevet, masser af spilletid. Men grundet mange skader og formdyk hos forsvarskollegerne, blev han rykket rundt imellem de fire positioner i bagkæden. 

Alexander Juel Andersen har kun spillet et kvarters fodbold siden marts. Her er han i aktion mod Viborg. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Og når han er tilbage i banen, så håber han, at tiden som kastebold er ovre.

I første omgang handler det om at komme på holdet. Men nu vil jeg også gerne til at have min egen plads, så jeg ikke skal være ham, der skal reparere de andres problemer.

Alexander Juel Andersen, AGF

- I første omgang handler det om at komme på holdet. Men nu vil jeg også gerne til at have min egen plads, så jeg ikke skal være ham, der skal reparere de andres problemer.

- Sådan var det lidt i sidste sæson, og det ærgrer mig lidt at tænke tilbage på. Men det er jo i holdets tjeneste, og sådan vil det altid være, og det vil aldrig ændre sig for mig. Men jeg håber, at jeg med David kan ramme min egen plads.

Efter Steffen Rasmusen - og Morten 'Duncan' Rasmussen, hvis man medregner hans første år i AGF - er Alexander Juel Andersen den spiller, der har været længst tid i klubben. Han kom til Aarhus i 2013 fra AC Horsens.

Se et interview med Alexander Juel Andersen i videoen øverst i artiklen.