Skabslåger og brudekjole på catwalk: Modeshow holder gang i handlen i Odder

Kæmpe modeshow viste alt det, Odder har at tilbyde, så længe der stadig handles lokalt

01:45

Der var både lokale modeller, skabslåger og byens bedste gulvlægger på catwalken i Odder torsdag aften.

Her var et kæmpe modeshow stablet på benene for at give Odder-borgerne en oplevelse – men også for at vise, hvad byen kan tilbyde og minde om, at man skal handle lokalt, hvis man vil have liv lokalt.

Spektrum i Odder var rammen om det totalt udsolgte arrangement torsdag aften. I alt 1.200 mennesker havde sikret sig billet.

Læs også Webdok: Konfirmationsmode gennem tiden

- Der har været helt vild rift om det. Alle billetterne var udsolgt den første dag. Det er alligevel 1.200, og det synes vi selv er mange i sådan en lille by som Odder, siger Anna Jensen, der står bag modeshowet.

Der var fyldt på alle siddepladser til det store modeshow, der blev afholdt i Spektrum i Odder.

Hele byens erhvervsliv har bakket op om modeshowet. 52 virksomheder er med i aftenens arrangement, og det betyder noget, når byen står sammen og bakker op om det lokale.

- Vi giver nogle oplevelser, der knytter kunderne til branchen og butikkerne i byen. Og så holder vi også gang i Odder på den måde, siger Line Jensen, der er den anden arrangør af modeshowet.

Fra 2007 og frem til 2015 har antallet af detailbutikker ligget nogenlunde stabilt i Østjylland. Dog har der været en lille tilbagegang frem mod 2016. Samlet set var der på det tidspunkt ifølge Danmarks statistik 4.247 butikker i Østjylland.

Flere end 70 specialbutikker

I 2017 er det dog gået fremad i Odder. Der er kommet flere butikker til. Handelsstandsforeningen Køb Odder har det seneste år fået 11 nye medlemmer. Dermed er man nu oppe på 150 medlemmer.

Det betyder blandt andet, at byen nu har flere end 70 specialbutikker og syv supermarkeder. 

Selvfølgelig var der også en brudekjole - som det jo også hører sig til. Men også mange andre varer - der ikke var tøj - blev vist frem i løbet af aftenen.

- Det skyldes jo, at der kommer kunder her til byen. Både fordi vi har en masse mennesker i byen, der bruger butikkerne og handler i dem. Men også fordi trækker en masse mennesker primært fra det sydlige Aarhus, hvor vi blandt andet kan lokke med gratis parkering. Hvis man sidder i byer som Mårslet og Beder, så er der lige så langt at køre herned som at køre ind til Aarhus, men du kan smide bilen lige ved siden af butikken her, siger Flemming Birch, der er formand for handelstandsforeningen Køb Odder.

For de lokale, der havde indløst billet til det store arrangement, var det en oplevelse.

Læs også Skøn stemning til genbrugs-modeshow i Galten

- Jeg er vild med, at det er lokale modeller, og at det også er kvinder i min størrelse og ikke sådan nogle åleslanke nogle. Der var sågar også køkkener med på catwalken, altså godt nok kun skabslåger, men det synes jeg da er et genialt indslag, innovativt og spændende, siger Mai-britt Degn, der var en af deltagerne til modeshowet.

- Det er sågar byens bedste gulvlægger, der går oppe på catwalken for første gang nogensinde. Jeg synes, det er verdensklasse, siger Rasmus Gundelac, der også tilbragte aftenen i Spektrum.

Det er fjerde år, at der afholdes kæmpe modeshow i Odder.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.