SK Århus tabte debutkamp
Viborgs stjerner var for stor en mundfuld for århusianske håndboldkvinder.
4. sep 2003, kl. 09:34
Mere end 30 dage gammel
SK Århus formåede ikke at få point i klubbens debut i kvindernes håndboldliga. Klubben, der inden sommerpausen hed Skovbakken, tog i aftes hjem fra Viborg Stadionhal med et nederlag på 16-23.
Maja Grønbæk var en af århusianernes bedste spillere mod Viborg. Mens holdkammeraterne mest spillede på tværs, ville Grønbæk score mål, og med ni scoringer blev hun matchens topscorer.
Også målmand Heidi Halvorsen spillede en god kamp, og hun sørgede for, at SK Århus ikke blev sendt hjem med en regulær øretæve. Med adskillige redninger især fra fløjene beviste Halvorsen, at hun har været en god investering for den århusianske klub.