SK Aarhus tabte i Aalborg

De århusianske håndboldkvinder tog tomhændede hjem fra Nordjylland. Østjyderne tabte med seks mål.

SK Aarhus' håndboldkvinder tabte onsdag aften 26-32 på udebane til Aalborg DH.

I slutningen af 1. halvleg lå det dog ikke i kortene, at århusianerne skulle tage tomhændede hjem fra det nordjyske sportskompleks Gigantium.

SK Aarhus førte med ikke færre end seks mål, men tre århusianske udvisninger satte i den grad Aalborg DH i gang.

Kampen vendte 180 grader, og ved pausen var det pludselig nordjyderne, der var foran.

Trods nederlaget ligger SK Aarhus stadig på ligens tredjeplads og er dermed sikker på en plads i slutspillet.