SK Aarhus fyrer trænerteam

Morten Arvidsson og Anders Thomsen skal ikke længere stå i spidsen for håndboldkvinderne fra SK Aarhus.

SK Aarhus skal på jagt efter et nyt trænerteam.

Torsdag aften har håndboldligaklubben nemlig opsagt samarbejdet med cheftræner Morten Arvidsson og assistenttræner Anders Thomsen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har opsagt samarbejdet, men begrundelsen må du vente med at få,« sagde næstformanden i SK Aarhus' bestyrelse Michael Kirkemann torsdag.

Ifølge assistenttræner Anders Thomsen fik trænerteamet beskeden om sin afskedigelse kort efter torsdagens træning var ophørt.

- Vi var til et meget kort møde efter træning, hvor vi fik at vide, at vi var opsagt, siger Anders Thomsen, der ligesom cheftræner Morten Arvidsson ikke ønsker at uddybe yderligere før der er kommet en officiel udmelding fra klubben.

Den skulle komme senere torsdag aften.

<i>Kilde: Århus Stiftstidende</i>