SK Aarhus afventer grønt lys fra DHF

SK Aarhus har lavet forhåndsaftaler med fem nye spillere. Klubben må dog endnu ikke indgå nye kontrakter.

Den århusianske håndboldklub mangler nemlig stadigvæk at få den endelige godkendelse fra Dansk Håndbold Forbund.

På et møde i næste uge skal Dansk Håndbold Forbund behandle spørgsmålet, om SK Aarhus igen skal have lov til at skrive kontrakter.

- Det har været ærgerligt ikke at kunne skrive kontrakter, man vil jo helst have så mange spilere på plads så hurtigt som muligt. Heldigvis har ingen spillere fravalgt os, selvom vi endnu ikke har kunne indgå nye kontrakter, siger træner i SK Aarhus Morten Arvidsson, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Selv regner han med at godkendelsen bliver en formalitet.

SK Aarhus har allerede offentliggjort at en af de fem nye spillere, bliver den tyske landsholdsspiller Susann Müller fra HC Leipzig.

Til TV 2 | ØSTJYLLAND fortæller Morten Arvidsson, at han forventer, at topscorer Gitte Brøgger Led fortsætter i klubben sammen med den erfarne polske venstre back Iwona Cecotka.