Sjælden landsholdtrøje kan kun købes i Aarhus og København

Alt rødt er væk fra tøjet, når fodboldlandsholdet onsdag møder Liechtenstein. En gimmick fra sponsor

Arkivfoto - og altså ikke et billede af den pågældende trøje. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Danmarks fodboldlandshold er synonym med rød og hvid, men når landsholdet onsdag spiller testkamp mod Liechtenstein, vil selv Dansk Boldspil-Unions runde logo være uden den røde farve. 

Læs også DC: Perfekt timing til et skifte

Det skriver TV2 Sport, som også bringer et foto af trøjen.

- Det er tid til at skrive nye historier, og nye historier har brug for en blank side - et tomt lærred. Den hvide trøje er symbolet på dette, siger tøjfirmaet Hummels administrerende direktør, Søren Schriver, ifølge TV2 Sport.

Den ændrede dragt er først og fremmest et spørgsmål om markedsføring fra DBU's nye tøjsponsor Hummel, som vender tilbage, efter at landsholdet i en årrække har spillet i tøj fra Adidas. 

Læs også Officielt: Jønsson solgt til tyrkisk klub

Foruden spillernes trøjer bliver der fremstillet yderligere 99 nummererede eksemplarer, som kan købes i udvalgte butikker i Aarhus og København.

Spillernes trøjer bliver efter kampen solgt på auktion, og overskuddet går til fodboldklubben FC Granatchok for danske soldater, der er vendt hjem med krigsskader.

Den hvide dragt bliver kun brugt til onsdagens testkamp. Den rigtige landsholdsdragt bliver præsenteret på et pressemøde torsdag morgen. Her garanterer Hummel, ifølge TV2 Sport, at den røde farve vil være tilbage.

Du kan se billede af den noget specielle og sjældne trøje her