Sivs rude smadret med fyrværkeri: Man bliver utryg
Ukendte gerningsmænd sprængte natten til i dag en rude i Siv Lyngsdals hjem med fyrværkeri
Siv Lyngsdal fra Lystrup nær Aarhus vågnede i morges op til lidt af en forskrækkelse. I en tilbygning hvor hendes søn har værelse havde ukendte gerningsmænd smadret en rude med fyrværkeri i løbet af natten.
- Min søn vågnede selvfølgelig og var meget konfus og forvirret. Han troede måske, at det var noget, han havde drømt. Og så faldt han faktisk i søvn igen, siger Siv Lyngsdal til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Om morgenen viste det sig, at ruden var smadret. Der lå brugt fyrværkeri og gaffer tape på jorden foran. Hærværket kommer kun få dage efter, at familiens postkasse var blevet sprængt væk med fyrværkeri.
- Jeg kan forstå, at man måske som drengestreger kan finde på at sprænge en postkasse, men det her er simpelthen over grænsen for, hvad man kan tillade sig, siger Siv Lyngsdal.
Hærværket er her til morgen blevet meldt til politiet, oplyser hun.
Læs også
Efter de to hærværksepisoder inden for de seneste dage, er Siv Lyngsdal og familien blevet mere opmærksomme derhjemme.
- Det er klart, man bliver lidt mere utryg, når sådan noget sker. Især når de krænker ens privatliv på ens egen matrikel. Dem der har gjort det har slet ikke tænkt på de mulige konsekvenser, siger Siv Lyngsdal.
Ingen kom til skade ved hærværket, da ruden var så langt fra sønnens seng, at glasskårene ikke fløj derover.