Sirene på Aarhus Havn testes

Det er blot en test

Borgerne i Aarhus skal ikke blive bekymret, hvis de mandag formiddag hører sirenevarsling. Det er nemlig blot en test af alarmen.

Det er sirenerne på A.P.Møller Terminalen på den østlige del af Aarhus Havn, der kommer til at hyle i dag, mandag, mellem klokken 10 og 11, oplyser Østjyllands Politi.

Den seneste gang systemet blev testet, var det ikke blevet meldt ud til offentligheden inden, og det gav travlhed hos Østjyllands Politi.

Politiet blev nemlig kontaktet af en stribe nervøse aarhusianere, der ville vide, om der var fare på færde.

Men lige som dengang, så er der i dag tale om en test, når sirenerne på havnen hyler.