Sindslidende i arbejde

Projekt har succes med at skaffe jobs

Selvom man kæmper med en psykisk lidelse, kan man godt varetage et arbejde ligesom alle andre.

Det viser erfaringerne fra projektet Jobbank.nu, som gennem de seneste år haft succes med at midtjyder med for eksempel skizofreni eller andre diagnoser i arbejde. Det skriver Avisen.dk.

Projektet har kørt i Aarhus og Herning, og er nu også begyndt i København. Det er finansieret af midler fra blandt andet erhvervslivet, EU's socialfond og satspuljemidler.

- Vi har vist, at det kan lade sig gøre at få sindslidende i job, hvis man opfatter dem som en ressource. Der er et kæmpe behov for det her, for der står mange som rigtig gerne vil arbejde, men som skal have hjælp til det, siger direktør for projektet Jobbank.nu, Birgit Jeppesen til Avisen.dk.

Indtil videre er i alt 200 danskere med svære psykiske diagnoser eller folk på førtidspension hjulpet i arbejde.

Arbejdet foregår under særlige vilkår og er typisk skånejob på 10-15 timer om ugen inden for for eksempel byggefirmaer, revisionsfirmaer, på autoværksteder eller i detailhandelkæder.

Handler om hensyn

Hos Landsforeningen Sind, som hjælper både sindslidende og deres pårørende, er positive over for projektet.

Formand Knud Kristensen er sikker på, at endnu flere danskere med psykiske diagnoser kan komme i arbejde, hvis der bliver taget de rette hensyn:

- Hvis man tager udgangspunkt i, hvilket menneske man sidder overfor, så er man langt. Nogle har brug for at hvile sig midt på dagen, nogle har brug for at arbejde et roligt sted og nogle har måske brug for meget struktur. Tager man hensyn til de ting, så er det slet ikke uoverkommeligt, siger Knud Kristensen, formand for Sind, til Avisen.dk.