Sindslidende forfølges af sekter
Århus-læge bekræfter, at nogle religiøse sekter forfølger sindslidende.
Religiøse sekter og foreninger forsøger jævnligt at hverve kriseramte sindslidende.
Det kan få alvorlige konsekvenser, fordi de sindslidende opfordres til at droppe deres behandling og kontakt med venner og familie, advarer læger og foreninger.
- Nogle religiøst betonede foreninger eller sekter satser på, at man lettere kan lokke folk med, der er sårbare eller udsatte.
Det er simpelthen grimt, siger generalsekretær Thorstein Theilgaard i landsforeningen Bedre Psykiatri til JydskeVestkysten søndag.
Han kalder det kold og kynisk spekulation i andres ulykke og sygdom og fortæller, at de sindslidende bliver kontaktet, hvis de eksempelvis har været i medierne, eller opsøgt, hvor de færdes.
Overlæge Poul Videbech ved Psykiatrisk Hospital i Århus er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, og han fortæller, at der er velmenende religiøse kredse, der respekterer et nej, men også sekter, der forfølger sindslidende.
Landsforeningen Sind kender ligeledes til religiøse sekters tilbud om hjælp.