Simsek vil være borgmester

V-politiker går efter spidskandidatur

02:12

1 af 2

Venstres rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek, melder sig nu officielt ind i kampen for at blive Venstres spidskandidat ved det næste kommunalvalg i Aarhus.

Han har brugt weekenden til at drøfte sagen med sin familie, og klokken 15 mandag meldte han officielt ud, at han stiller op som borgmesterkandidat for Venstre.

- Jeg står nu i en situation, hvor det parti jeg har kæmpet for og stået sammen med i et aktivt politisk liv har en stafet, der skal samles op og videreføres. Derfor føler jeg, at der påhviler mig et ansvar som en erfaren politiker med synlige resultater og ambitioner at tage denne udfordring. Jeg er overbevist om, at jeg kan og vil løfte opgaven sammen med et stærkt parti og en organisation, der er på plads. Efter at have haft de sidste dage til at drøfte det med familien, er min beslutning nu taget. Jeg er kandidat til borgmesterposten, siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.

Dermed bliver han den første venstremand i Aarhus, der lægger billet ind på posten som politisk leder i Venstres byrådsgruppe.

Pladsen blev ledig, da Venstres tidligere leder, Laura Hay, den 23. september meddelte, at hun trækker sig fra politik fra næste valg. Men den nye leder udnævnes allerede i næste måned.

Venstre i Aarhus holder døren åben for kandidater frem til den 26. oktober. Den 15. november udpeges den nye leder.

Se et tv-indslag herom øverst på siden.