Simone Kvamm i fuldt firspring
Nephew-sangerens travhest fik bedst mulige debut
Det blev en meget lykkelig indledning på væddeløbskarrieren for travhesten Simone Kvamm, der blandt sine ejere har den østjyske Nephew-forsanger Simon Kvamm.
Selv var den populære sanger, musiker og skuespiller ikke til stede, da den treårige Simone Kvamm vandt sin allerførste start som travhest. Det skete søndag eftermiddag på et solbeskinnet Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus. Det skriver Hestesportens Medier.
- Jeg har desværre ikke haft lejlighed til at tale med Simon endnu, og jeg tror faktisk slet ikke, at han er i landet, men pyt. Jeg er sikker på, at han er lykkelig for den kanonfine start, som Simone Kvamm har fået på livet som travhest, siger hestens opdrætter, Tommy Kristensen.
Simon Kvamm er ikke den eneste ejer af Simone Kvamm, da hesten er delt ud på 20 anparter.
De er igen splittet op i flere, så cirka 50 personer, der enten er travinteresserede eller Simon Kvamm-fans eller begge dele, er med i hesten.