Simone har fortrudt: Eks-kærestens initialer på halsen
Flere får lavet ulovlige tatoveringer. Og flere og flere vil have dem fjernet
Selv om det er ulovligt, er det populært at blive tatoveret på hænderne, halsen eller i ansigtet.
Men mange fortryder de synlige tatoveringer.
En af dem, der har fortrudt en blivende ulovlig tatovering, er Simone Bertelsen.
Læs også
Hun har fået tatoveret sin kærestes initialer bag øret. Nu tilhører initialerne en eks-kæreste.
- Den er lidt uheldig, siger Simone Bertelsen, der er studerende fra Mørke på Djursland.
En laserbehandling koster fra 500 til 4.000 kroner afhængig af størrelsen på tatoveringen. Det kan tage op til otte behandlinger, før blækken er væk fra huden.
- Jeg har fortrudt min tatovering. Det er en mulighed for at dumme sig og så få det fjernet, siger Simone Bertelsen.
TV2 ØSTJYLLAND har talt med fire østjyske klinikker, der arbejder med at fjerne tatoveringer. Alle hævder, at tatoveringer på hænder, hals og i ansigtet udgør en stor del af den samlede kundekreds.
Ulovlige tatoveringer er populære
Men det er ikke bare populært at få fjernet de ulovlige tatoveringer. Det er også populært at få dem lavet.
Tatovører der bryder loven kan blive straffet med bøde.
Dem, der får lavet de ulovlige tatoveringer, sker der ikke noget med.
Formand for Dansk Tatovørlaug er ikke overrasket over de mange ulovlige tatoveringer.
- Det forekommer jo mere og mere, at der bliver lavet ulovlige tatoveringer. Det er en total ureguleret branche siger Nis Staack
Forældet lov
Loven om forbud mod tatoveringer på hænder, hals og i ansigtet er fra 1966.
- Der er ikke sket noget siden. Vi opfordrer vores medlemmer til ikke at gøre det, men når man kan åbne et lokale hvor som helst og kalde sig tatovør, forekommer det jo, siger Nis Staack.
Han efterlyser en regulering af branchen for at komme de ulovlige tatoveringer til livs.
- Det er en lang, tidskrævende og meget dyr proces at få fjernet sine tatovering, siger Nis Staack.
Læs også
Han mener, at der burde være krav til tatovører om grundkurser, krav til lokaler og hygiejne og farver og nåle.
Loven er slet ikke tidssvarende, siger Nis Staack.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om klinikker, der oplever, at et stigende antal kunder vil have fjernet ulovlige tatoveringer.