Silkeborgs Robert Skov nettede i dansk U21-sejr
Med en 5-2-sejr over Georgien holder de danske U21-herrer sig i front af EM-kvalifikationspuljen. Silkeborgs Robert Skov kom på måltavlen i kampen
Det danske U21-landshold i fodbold har trykket gashåndtaget i bund fra start i bestræbelserne på at kvalificere Danmark til den tredje EM-slutrunde for U21-hold på stribe.
Først blev Færøerne slået 3-0, derefter fik Litauen klø med 6-0, og fredag aften kom tredje suveræne sejr på stribe med 5-2 hjemme mod Georgien. Silkeborg IFs Robert Skov stod for den sidste danske scoringen i kampen, og holdkammeraten Sammy Skytte fra Silkeborg fik sin debut for landsholdet i opgøret, da han blev skiftet ind.
Læs også
Med sejren topper Danmark sin kvalifikationsgruppe med ni point for tre kampe og en suveræn målscore på 14-2.
Den formodede sværeste gruppemodstander Polen smed overraskende point, da holdet hjemme spillede 3-3 mod Finland. Polakkerne er på andenpladsen i gruppen med fire point for to kampe.
Danskerne kom fremragende i gang mod Georgien i Aalborg.
Der var blot spillet syv minutter, da Mikkel Dueland fik pareret en afslutning, som Marcus Ingvartsen på riposten let kunne trille i kassen.
Georgierne var et par gange tæt på, men det meste spil og de fleste chancer foregik omkring gæsternes mål.
Danmark-Georgien 5-2 (2-0)
2-0 Mikkel Duelund (21. minut)
3-0 Marcus Ingvartsen (50. minut)
4-0 Jacob Bruun Larsen (60. minut)
4-1 Beka Mikeltadze (82. minut)
5-1 Robert Skov (84. minut)
5-2 Beka Mikeltadze (85. minut)
Efter 20 minutter udbyggede en velspillende Mikkel Duelund føringen, da han helt fri foran den georgiske keeper roligt satte bolden ind.
Ethvert håb om et comeback for georgierne blev slukket kort inde i anden halvleg, da Marcus Ingvartsen med et placeret langskud gjorde det til 3-0.
Efter en times spil sparkede Dortmund-spilleren Jacob Bruun Larsen danskerne på 4-0, og Danmark var på tærsklen til endnu en storsejr.
Den sidste halve time bød på gode chancer i begge ender. Den komfortable føring drænede koncentrationen hos danskerne, og det gav georgiske muligheder.
Publikum fik tre scoringer på fire minutter fra 80. til 84. minut. Først reducerede Georgien, så nettede Robert Skov til 5-1, inden det danske forsvar minuttet efter tillod endnu en reducering.