Silkeborgenser hovedtiltalt i kopi-sag

En 47-årig forretningsmand er tiltalt for at stå bag indsmugling af kopivarer fra Kina.

Der er tale om intet mindre end den hidtil største sag om indsmugling af kopivarer i Danmark, og manden bag det hele, vurderer politiet, er en 47-årig silkeborgenser.

Det viser anklageskriftet fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, oplyser Midtjyllands Avis.

Den 47-årige mand er tiltalt for at have indsmuglet blandt andet adskillige ton efterligninger af Globalknive samt flere tusinde falske PH-lamper.

Indsmuglingen er tilsyneladende foregået i perioden fra efteråret 2003 til begyndelsen af 2005, hvor den sidste forsendelse blev opdaget af politiet den 19. januar 2005.

Her blev der beslaglagt godt 17.000 knivsæt, strygestål og magnetholdere.

Varerne er fremstillet i Kina, hvorefter de er blevet solgt i Danmark.

En større del af knivene skulle ifølge avisen være havnet hos en virksomhed i Kolding, hvor man fejlagtigt troede, at man havde købt originale varer.