Silkeborg vil have pædagog-seminarium
Borgmesterkandidaterne fra både V og S kæmper ikke blot for at bevare nuværende uddannelser i byen. De vil have flere.
Et politisk forlig på Christiansborg betyder sandsynligvis, at både lærerseminariet og sygeplejeskolen i Silkeborg i første omgang er reddet.
Redningen af de to lokale uddannelsesinstitutioner får dog ikke lokale top-politikere til at standse kampen for at sikre uddannelsernes fremtid.
Borgmesterkandidaterne Steen Vindum (V) og Hanne Bæk Olsen (S) har i flere måneder været i gang med et omfattende lobbyarbejde. Ikke kun for at bevare de nuværende uddannelser i Silkeborg, men også for at styrke dem gennem en udvidelse.
Står det til Steen Vindum og Hanne Bæk Olsen skal pædagoguddannelsen i nabobyen Ikast flyttes til Silkeborg.
- Vi skal have tiltrukket pædagoguddannelsen til Silkeborg, siger den socialdemokratiske borgmesterkandidat Hanne Bæk Olsen til mja.dk.