Silkeborg: Vi kommer tilbage

Efter 4-3 nederlag til OB i Odense er det definitivt. Silkeborg spiller 1. division næste sæson

De hev sig selv op, luntede over og takkede de medrejsende fans, men så slap Silkeborgs spillere også musklerne i nakken og lod hoveder hænge. Slukørede og tydeligt berørte af nedrykningen listede de ind i spillertunnelen på Odense Stadion, hvor de havde tabt 4-3 efter en mærkelig og underholdende kamp.  Sæsonens 15. nederlag til Viggo Jensen og hans tappert fightende udvalgte blev det til efter en sæson, hvor holdet hele tiden har ligget i bunden. Men selv om nedrykningen har ligget i kortene hele sæsonen, mener midtbaneslideren Ulrik Pedersen, at forklaringen skal findes i de sidste kampe.

 - I de sidste seks-syv runder, hvor vi har spillet vitale bundkampe, har vi simpelthen ikke været dygtige nok. Vi havde mulighederne, men vores spil har været anspændt. Det er som om, at alvoren har tynget os, og vi har tabt de forkerte kampe, sagde Ulrik Pedersen, der en gang tidligere har prøvet at rykke ned - med OB i 1998.

 - Det er selvfølgelig forfærdeligt, men jeg mener ikke, at det nytter noget at efterrationalisere eller græde snot - det kan vi ikke bruge til noget. Forberedelserne til næste sæson starter nemlig allerede nu, sagde Ulrik Pedersen.

 Silkeborg rykkede op i den bedste række i 1987. Herefter har 16 sæsoner uden nedrykning budt på højdepunkterne  Et mesterskab, en pokaltitel og to sæt bronzemedaljer.  Oprykningen blev sikret med Viggo Jensen i trænerstolen, og efter 10 år rundt i andre danske klubber ville skæbnen altså, at han også sad i den varme stol, da Silkeborgs tilbagevenden til den næstbedste række blev en realitet. Men den iltre træner tror på succes i 1. division.

 - Vi er i en god udvikling, hvor spillerne har udviklet sig meget. Desværre var det ikke godt nok til at blive i Superligaen, men jeg ser fornuftigt på fremtiden for Silkeborg. Vi er i hvert fald på vej i den rigtige retning, siger Viggo Jensen, der endnu ikke har et forkromet overblik over spillertruppen efter sommerferien.