Silkeborg-topscorer slipper med skrækken og er klar igen

Ronnie Schwartz udgik med en knæskade i kampen mod Brøndby, men er alligevel klar til lørdagens kamp.

Silkeborg-topscoreren måtte udgå med en skade i sidste rundes opgør mod Brøndby. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Silkeborg-topscorer Ronnie Schwartz er klar igen for Silkeborg, efter at han søndag udgik med en knæskade i superligakampen mod Brøndby.

På sin hjemmeside har Silkeborg offentliggjort truppen til lørdagens kamp mod AC Horsens, og her figurerer holdets topscorer blandt Kent Nielsens 20 udvalgte.

Læs også Silkeborg-topscorer udgik med knæskade: Er optimistisk

Angriberen tog sig til knæet efter et sammenstød med Brøndby-målmand Marvin Schwäbe og kaldte med det samme på lægestaben.

Schwartz forsøgte kortvarigt at vende tilbage på banen, men udgik til sin store ærgrelse i første halvleg.

Det var ikke sjovt at få de tanker inde i hovedet igen.

Ronnie Schwartz, angriber, Silkeborg IF

Efter kampen udtrykte han alligevel optimisme.

- Lægen har foretaget nogle undersøgelser, der viser, at knæet er forholdsvis stabilt, så derfor er jeg rimelig optimistisk i forhold til omfanget af skaden, sagde Ronnie Schwartz.

Et sammenstød mellem Brøndbys målmand Marvin Schwäbe og Ronnie Schwartz fik angriberens ben til at sidde i klemme, så knæet fik et vrid. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Uheld gav dårlige minder

Uheldet gav den tidligere Randers- og AaB-angriber dårlige minder om en korsbåndsskade, han pådrog sig i 2017.

- Det var ikke sjovt at få de tanker inde i hovedet igen på det værst tænkelige tidspunkt for mig, når jeg i længere tid har været inde i en god periode, sagde han.

Men nu kan han tilsyneladende ånde lettet op, og det samme kan cheftræner Kent Nielsen, der ikke har væltet sig i succesoplevelser med Silkeborg i denne sæson.

Oprykkerholdet er sidst i Superligaen med syv point, men med ti mål og en andenplads på topscorerlisten har Ronnie Schwartz været et lyspunkt.

VIDEO: Er Silkeborgs omklædningsrum bedre end modstandernes? Og hvorfor vil direktør Kent Madsen ikke spise bøfsandwich før en kamp? Få svaret her:

Alt det du ikke ser%2C når du er til Superliga | Kom med bag kulisserne på JYSK Park | Skipperligaen