Silkeborg-spiller tangerer rekord
Søndagens kamp mod OB var anfører Michael Hansens 371. i superligaen. Dermed tangerede han Mogens Kroghs rekord.
Hvis Michael Hansen den 11. marts 2007 løber ind på Horsens stadion i Silkeborgs røde trøje, vil han sætte en bemærkelsesværdig rekord. Han vil i så fald have spillet 372 kampe i Superligaen.
Og meget tyder på, at det bliver en realitet.
- Jeg har kontrakt med Silkeborg indtil sommer, men jeg tager en kamp af gangen. Hvis du spørger mig, hvor mange kampe jeg spiller endnu, kan jag kun svare mellem nul og 15 - eller måske flere, sagde veteranen efter nederlaget til OB.
Han er i gang med sin måske værste sæson med Silkeborg, som han blev dansk mester med i 1994. Han blev i sin tid hentet til klubben fra Næstved af Viggo Jensen, som havde fået blik for midtbanemandens kvaliteter på midtbanen i sit virke som OL-landsholdstræner.
Siden har Michael Hansen både været i hollandske NAC Breda, FC Midtjylland, OB og Esbjerg fB før han denne sæson vendte 'hjem' til de rødblusede.
- Jeg føler mig virkelig gammel nu. Men det har måske også noget at gøre med, at det kører skidt for klubben. Så længe jeg stadig har lyst til at være med på træningsbanen, fortsætter jeg, siger den 35-årige anfører.
Han mener også, han stadig kan være med til at hjælpe holdet med at blive i den bedste række.
- Jeg føler virkelig, at jeg kan dele ud af min erfaring. At jeg har noget at give. Og det er også med til bibeholde min lyst til at spille, siger han.
Rekorden ser dermed ud til at blive en realitet, når forårssæsonen går i gang, men Michael Hansen bliver nok nødt til at fortsætte ud over den igangværende sæson, hvis han vil beholde den, for både Brøndbys Per Nielsen og AaB's Jimmy Nielsen er lige i hælene på ham.
- Ja det ved jeg godt, og en af dem får nok også rekorden, men lige nu er der ingen, der kan tage den fra mig, siger Michael Hansen. /ritzau/
LÆS OGSÅ:
Silkeborg" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=16050">Silkeborg IF skuffede igen (19/11-06)