Silkeborg snød Esbjerg

Sen scoring sikrede Silkeborg IF point i Vestjylland

Esbjerg var tæt på at spille sig over nedrykningsstregen i Superligaen, men vestjyderne måtte nøjes med 1-1, da holdet lørdag havde besøg af Silkeborg.

Søren Rieks bragte Esbjerg foran efter en lille time, inden den tidligere Esbjerg-angriber Jesper Bech udlignede kort før slutfløjt.

Silkeborg, der endnu ikke har tabt en kamp i foråret, indledte bedst og spillede sig frem til flere chancer end hjemmeholdet.

Gæsterne var generelt bedre til at kombinere sig fremad banen, og det udmøntede sig i chancer til Christopher Poulsen og Kaimar Saag. Også Jesper Mikkelsen havde et godt langskudsforsøg.

Men Esbjerg var også godt med, og da Søren Rieks efter 57 minutter bankede en aflevering fra Peter Nymann i mål, så kom spillet til at foregå på hjemmeholdets præmisser.

Rieks og holdkammeraterne fangede flere gange gæsterne i ubalance, og allerede tre minutter senere var det ved at resultere i en ny scoring. Simon Jakobsen nedlagde Jesper Lange, og det gav Esbjerg et - fejlagtig dømt - straffespark.

Det blev dog sløset væk af Thomas Gaardsøe, der leverede et svagt skud, som Silkeborg-keeper Lasse Heinze let kunne få fingrene på.

Fik udlignet

Syv minutter før tid fik Silkeborg udlignet, da Jesper Bech med ryggen dirigerede et frispark i mål til 1-1.

Udligningen kom på et tidspunkt, hvor Esbjerg så ud til at styre mod holdets tredje sejr i fire kampe under holdets nye træner, Jess Thorup.

Esbjerg indtager næstsidstepladsen i Superligaen med 25 - to færre end FC Nordsjælland og Randers FC over nedrykningsstregen.

Esbjerg-Silkeborg 1-1 (0-0)

1-0 Søren Rieks (58. minut)
1-1 Jesper Bech (83. minut)

Tilskuere: 6.478