Silkeborg slog Lyngby - igen
Ung tysker blev dagens mand for SIF
Marvin Pourie blev Lyngbys onde ånd, da Silkeborg IF på hjemmebane søndag vandt 3-0 over de sjællandske nedrykningskandidater.
To af østjydernes tre mål blev sat ind af den unge tysker, der med en frispilning også havde andel i det tredje mål, som Christian Holst satte ind bag et meget passivt Lyngby-forsvar.
Første lys blev slukket i Lyngbys drøm om overlevelse, da Jesper Mikkelsen på et frispark fandt Marvin Pourie i feltet, der steg op og scorede på hovedstød.
Samme målscorer sørgede i første halvlegs sidste minut for en behagelig jysk føring, da han på en friløber passerede Lyngbys målmand, Lukas Fernandes.
Kampen lukket op
I midten af anden halvleg blev kampen lukket, da Marvin Pourie spillede bolden bag Lyngbys forsvar og ind til Christian Holst, der nemt satte bolden i nettet.
Silkeborg har med sejren indsnævret afstanden op til FC Midtjylland på fjerdepladsen til fire point, mens Lyngby med en placering under nedrykningsstregen fortsat har fem point op til OB, der mandag møder AGF.
Lyngby har kun præsteret at score 26 mål i de seneste 26 kampe, og med søndagens nederlag på 0-3, siger målscoren 0-7 i de seneste tre kampe for de nedrykningstruede sjællændere.