Silkeborg satte føring over styr og tabte vigtig bundkamp

Søndagens nederlag på 3-2 til Lyngby betyder, at silkeborgenserne fortsat er uden sejr i Superligaen i denne sæson

Søndag tabte Silkeborg IF med 3-2 hjemme mod Lyngby i Superligaen. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

10 kampe spillet i Superligaen i denne sæson, og Silkeborg IF leder fortsat efter sin første sejr, der skal hjælpe til at løfte holdet væk fra en placering helt i bunden af landets bedste række.

Hjemmeholdet fra Silkeborg kom ellers foran i 1. halvleg med 2-1 - men på to scoringer af indskiftede Gustav Marcussen tippede tingene til Lyngbys fordel, og de sjællandske vandt opgøret med 3-2.

heller ikke tiende gang blev lykkens gang for SIlkeborg IF, der fortsat har holdets første sejr til gode i denne sæson af Superligaen. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Dermed indkasserede Silkeborg deres syvende nederlag i sæsonen, på trods af at hjemmeholdet i store dele af kampen var godt med.

Med nederlaget er Silkeborg fortsat sidst i Superligaen med tre point, mens Lyngby for en stund kravler op på tiendepladsen med 12 point.

Læs også AGF'erne i den tyske storklub: Det er kæmpestort!

Tre mål på fem minutter

Begge hold forsøgte at tage teten i kampens indledning, men hverken Silkeborg eller Lyngby formåede at spille sig frem til nogle chancer.

Det blev der dog ændret på efter 18 minutter, som blev startskuddet på fem minutter, hvor der faldt tre mål.

Læs også Randers-boss åbner for vintersalg af Lobjanidze

Først bragte gæsterne sig foran med 1-0, da midtbanespilleren Marcel Rømer sendte bolden i nettet efter flot forarbejde af kantspilleren Rezan Corlu. Lyngby fik dog kun lov til at være foran i to minutter.

Silkeborg-kantspilleren Jeppe Okkels bragte balance i regnskabet efter en flot solotur, og tre minutter senere bragte Silkeborg sig foran med 2-1, da angriberen Emil Holten dirigerede bolden i nettet med hælen.

Kort efter var det tæt på 3-1, da Silkeborg-topscorer Ronnie Schwartz sendte en afslutning på stolpen.

Indskifter knækkede SIF

Gæsterne åbnede anden halvleg med et pres på hjemmeholdet og det gav pote.

Efter 67 minutter var den gal i Silkeborg-forsvaret, og det udnyttede netop indskiftede Gustav Marcussen til at score til 2-2.

Læs også Træner kritiserer fodboldspillere: De er blevet mere egoistiske

Et kvarter før tid var han på pletten igen, da han headede Lyngby foran med 3-2, som også blev kampens resultat.

Skipperligaen, TV2 ØSTJYLLANDS univers om fodbold, har været en tur i Tyskland for at besøge de tidligere AGF'ere Mike Tullberg og lejesvenden Magnus Kaastrup i Dortmund.

Du kan få fodboldreportager hver uge på Skipperligaens YouTube-kanal. Og du kan også se besøget i Dortmund lige her:

AGF’erne i Borussia Dortmund | På besøg hos Tullberg og Kaastrup | Skipperligaen