Silkeborg-profil klar til premiere

Forårets store Silkeborg-profil, Dennis Flinta, melder sig overraskende klar til SAS Liga premieren.

Dennis Flinta melder sig klar til onsdagens SAS-Liga premiere, hvor Silkeborg gæster Esbjerg.

Silkeborgs elegante angriber har døjet med en ankelskade og var spået endnu en uges pause. Mandag deltog Flinta dog atter i den midtjyske træning, og angriberen melder sig således klar til kamp.

- Jeg er klar, og nu er det bare op til Viggo (Jensen, red.), om han vil bruge mig, siger Dennis Flinta Angriberen håber, at Silkeborg kan hente en sejr med hjem fra Esbjerg Idrætspark og få de første vigtige point ind på kontoen.

- Vi har det generelt svært i Esbjerg, men de har en del nye folk, der skal spilles ind. Det kan blive vores fordel, at vi stiller med stort set det samme hold, som i sidste sæson. Her sluttede vi af med at besejre FC København i Parken, og den sejr kan vi stadig mærke. Vores selvtillid er i top, siger Flinta. /ritzau/