Silkeborg-profil får karantæne i nøglekampe for stempling
Jens Martin Gammelby får to karantænedage for at forsøge at stemple eller sparke Lyngbys Jeppe Kjær
Superligaklubben Silkeborg IF må undvære en af holdets bærende spillere i de kommende to kampe om at undgå nedrykning fra Alka Superligaen.
Fodboldens Disciplinærinstans har idømt højrebacken Jens Martin Gammelby to spilledages karantæne, efter han i søndags sparkede ud efter Lyngbys Jeppe Kjær i det 43. minut af den første playoffkamp mellem de to hold.
Læs også
- Fodboldens Disciplinærinstans er kommet frem til, at Jens Martin Gammelby ved at stemple/sparke Jeppe Kjær gør sig skyldig i en adfærd, der i alvorlig grad er utilladelig. Jens Martin Gammelby er derfor blevet tildelt to spilledages karantæne.
- Karantænen skal afsones i Silkeborgs to næste kampe, som er mod henholdsvis Lyngby 13. maj og den efterfølgende første playoffkamp mod enten FC Helsingør eller Randers FC, lyder det i begrundelsen.
Kampens dommer, Michael Johansen, og hans assistenter så ikke episoden, som efterfølgende blev indberettet af Lyngby.
- I kampen observeres, at der opstår et tilfældigt sammenstød med to spillere, som vælter, og bolden går i ny spillefase til en Lyngby-spiller på kanten af straffesparksfeltet, hvorfor fokus og blik naturligt flyttes der til, lyder det i dommerens redegørelse.
Efter at have set tv-billeder af episoden, medgiver Michael Johansen, at Gammelbys akt burde have medført en udvisning.
Lyngby vandt den første kamp mellem holdene med 2-1. Returkampen spilles søndag i Silkeborg.