Silkeborg på charmeoffensiv i Aarhus: Jagter nybagte mødre

Silkeborg giver gaver til aarhusianske barselsmødre for at få dem til at slå sig ned i kommunen

Genrefoto. Foto: Colourbox

En rygsæk med lidt til guldklumpen og en stribe gode argumenter for at skifte Aarhus ud med Silkeborg.

Det er indholdet af den gave, som Silkeborg Kommune er klar med til barselsmødre, der lægger vejen forbi Aarhus-cafeen "Hos Sofies Forældre" i løbet af julemåneden.

- Vi har valgt at alliere os med en ammecafé, for vi vil gerne have fat i mødrene, mens de er på barsel. Det er lige der, den toværelses begynder at blive for trang, og de er på vej ud på boligjagten, og så har vi mange gode argumenter for, at de skal vælge Silkeborg, siger bosætningskonsulent Kristoffer Mølstrøm fra Silkeborg Kommune. 

Læs også Silkeborg er blevet erstattet af Herning på motorvejen

Når han skal pege på gode argumenter for at slå sig ned i Silkeborg, nævner han huspriserne, smuk natur, gode rammer for børnefamilier og Silkeborgmotorvejen.

Bag initiativet står Silkeborg Kalder, som arbejder på at få børnefamilier til at flytte til Silkeborg.

I sommer inviterede Silkeborg Kalder børnefamilier ind på en pop-up legeplads i Aalborg og på Store Torv i Aarhus.

01:21

VIDEO: Smag Silkeborg satte i sommer en legeplads op på Store Torv midt i Aarhus. Formålet var at få unge aarhusianske børnefamilier til at flytte til Silkeborg.

Luk video