Silkeborg med i udligningsoprør

Silkeborg Kommune mister trecifrede millionbeløb som følge af VK-regeringens udligningsreform. Nu gør kommunen oprør.

En bred front på 35 danske kommuner går nu til frontalangreb på VK-regeringens kun tre år gamle udligningsreform.

Udligningen på det sociale område er kørt helt af sporet, skriver dagbladet Børsen. En kommune som København får 1,4 mia. kr. mere i kompensation, end den har af reelle udgifter i regnskabet, mens byer som Silkeborg, Svendborg og Hillerød til gengæld får en over næbbet med trecifrede milliontab hver især.

Derfor bør velfærdsminister Karen Jespersen (V) hurtigst muligt lave reformen om og lang tid før 2012, som det ellers ligger i kortene. Sådan lyder det krystalklare budskab fra de utilfredse
kommuner, der deltog i KL's politiske topmøde i Aalborg tidligere i denne uge.

Samtidig kræver de 35 kommuner, der altså tegner sig for mere end en tredjedel af alle kommuner, at KL?s ledelse dropper strudsetaktikken og melder sig ind i kampen. Ellers er det
solidariske aftalesystem i fare.

- Der er tale om en skrigende kontrast mellem teori og virkelighed. KL vil helst stikke hovedet i busken, men hvis ikke KL påtager sig et ansvar for, at der bliver en faglig og forklarlig sammenhæng mellem kompensation og faktiske udgifter, så blåstempler man faktisk en omfordeling, der ikke er retfærdig, siger Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann (V), der er primus motor i borgmester-oprøret.