Silkeborg må nøjes med et point på trods af god start

Silkeborg IF fik et enkelt point med fra kampen mod Sønderjyske

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Foto: Claus Fisker - Scanpix

1 af 2

Silkeborg lignede i starten af kampen et hold, der skulle tage alle tre point, men Sønderjyske ville det anderledes.

Hjemmeholdet kom foran ved Robert Skov, men missede muligheden for at mindske afstanden op til Sønderjyske i tabellen, da Johan Absalonsen udlignede til slutresultatet kort før pausen.

Med pointdelingen er Sønderjyske på sjettepladsen med 29 point og fem point ned til FC Nordsjælland.

Læs også SIF laver langtidsaftale med Uhlsport

Silkeborg ligger på 11.-pladsen med 23 point.

Det var hjemmeholdet, der kom klart bedst fra land i opgøret.

Efter en stille start bragte Robert Skov Silkeborg foran 1-0 efter 17 minutter. 

Davit Skhirtladzes aflevering havnede hos kantspilleren, hvis afslutning ramte Kees Luijckx, og bolden snød Lukas Fernandes i gæsternes mål. 

  Foto: Claus Fisker - Scanpix

Silkeborg lykkedes flere gange i første halvleg med at få de offensive spillere i løbedueller med gæsternes forsvar, og det brændte i flere omgange på foran Fernandes' mål, uden at Silkeborg kunne øge føringen.

Det blev dyrt, for fem minutter før pausen udlignede Johan Absalonsen til 1-1.

Kantspilleren tog chancen uden for feltet, og hans langskud røg ind bag en ikke sagesløs Thomas Nørgaard i Silkeborgs mål til pausestillingen. 

Læs også Silkeborg IF's bødekasse: 250 kr. første gang man er anfører

Sønderjyske kom bedre med efter pausen, hvor der dog var langt mellem de spillemæssige højdepunkter.

Indskiftede Simon Kroon og Tommy Bechmann havde begge muligheder for at give gæsterne føringen, men en blanding af manglende skarphed og godt forsvarsspil af værterne satte en stopper for de ambitioner.

I slutfasen pressede Silkeborg på for at afgøre opgøret, men det lykkedes ikke, og derfor delte holdene.