Silkeborg-kant: Vi har opbygget en solid base

Selvtillid og robuste præstationer er grunden til, at Silkeborg IF kun har tabt én kamp siden august. Det mener Emil Scheel.

02:31

Den 26. august tabte Silkeborg IF 1-0 til Randers FC. Siden da er det kun FC København, der har præsteret at vinde over de rødklædte østjyder, og det er ikke tilfældigt, mener silkeborgensernes Emil Scheel.

- Det er selvfølgelig selvtillid, men også en solid base. De mål, vi scorer i dag, vidner om selvtillid, men det er ikke det hele, siger Scheel mandag aften efter 3-0 sejren over Esbjerg fB.

- Den base, vi har bygget op, bunder i en masse gode resultater på det sidste. Vi har tabt én af de sidste mange, mange, mange, mange kampe, og det er det, der ligger til grund (for den gode stime, red.), siger Emil Scheel.

Læs også Tre drømmemål bag Silkeborg-sejr i bundgyser

I opgøret mod Esbjerg kom den blonde kantspiller selv i fokus på smukkeste vis, da han sendte et frispark direkte i nettet efter en halv times spil.

- Det er dejligt. Nu er det heldigvis ikke første gang, jeg scorer på frispark, så jeg ved godt, jeg kan.

Efter de daglige træninger med resten af holdkammeraterne, ser man tit Emil Scheel og Robert Skov blive på træningsbanen for at sparke fripark. Og det er altså det ekstraarbejde, der bar frugt i mandagens opgør.

- Det er om at holde det ved lige. Og nogle gange står Robert der alene (på træningsbanen og tager frispark, red.), og så får jeg det helt dårligt. Så er jeg kommet lidt efter det og har fået sparket et par stykker ind til træning og nu også i kamp, siger Emil Scheel.

Målet var det andet i denne sæson fra den 26-årige kantspiller.