Silkeborg laver kort aftale med Mate Vatsadze

Angriberen Mate Vatsadze skifter til Silkeborg på en kort kontrakt. Dermed genforenes han med sin gamle træner fra AGF-tiden

Mate Vatsadze - Bødlen fra Tbilisi - er klar til at tørne ud for Silkeborg. Foto: Silkeborg IF

Bødlen fra Tbilisi vender tilbage til Superligaen.

Det er en kendsgerning, efter Silkeborg IF på transfervinduets sidste dag har skrevet kontrakt med Mate Vatsadze.

Læs også Randers FC henter to nye våben til offensiven

Den georgiske angriber blev torsdag fritstillet i Viborg FF, hvor han aldrig oplevede den store succes.

Det var AGF, der tilbage i 2012 hentede Mate Vatsadze til Danmark efter et par europæiske kampe, hvor den georgiske måltyv sænkede AGF.

Mate skal bevise, at han er klar til at gribe chancen. Vi har skrevet en kort kontrakt med ham, hvor han får muligheden for at vise sig frem.

Peter Sørensen, manager, Silkeborg IF

Vatsadzes aftale med Silkeborg løber kun frem til årsskiftet.

Støvlerne skal i den grad snøres, hvis en forlængelse skal komme på tale.

- Mate skal bevise, at han er klar til at gribe chancen. Vi har skrevet en kort kontrakt med ham, hvor han får muligheden for at vise sig frem, siger Silkeborg-manager Peter Sørensen i en pressemeddelelse. 

- Lægetjekket viste, at han er 100 procent fit, og han har da også trænet fuldt med i Viborg indtil i går, så Mate skal allerede fra på mandag gå ind og gribe chancen, tilføjer han. 

Peter Sørensen kender Mate Vatsadze fra deres fælles tid i AGF.

- Jeg kender den gode udgave af Mate Vatsadze fra min tid i AGF. Og det er præcis den profil, som vi har savnet. Han er en dygtig afsluttter, som kan være med til få udnyttet de mange chancer, som vores offensiv har skabt i sæsonens første kampe, siger han.