Silkeborg IF's kunstgræs får hug af kollegerne
Hvert år bliver Superligaens bedste baner kåret af anførerne og Spillerforeningen, og her ligger JYSK Park i den kedelige ende af tabellen
Anførerne i Superligaen gider ganske enkelt ikke kunstgræs. Det er endnu en gang faktum her halvvejs i sæsonen 2017/18, hvor resultatet af anførernes stemmer er blevet offentliggjort på Spillerforeningens hjemmeside.
Siden den årlige afstemning om Superligaens bedste og værste baner blev indført i 2012 har FC Nordsjællands kunstgræs på Right to Dream Park indtaget en sikker sidsteplads hvert år. Nu har den dog fået konkurrence af kunstgræsset på JYSK Park i Silkeborg, der kun lige klemmer sig ind foran det nordsjællandske underlag i bunden af tabellen.
Afstemningen foregår på den måde, at udeholdenes anførere efter hver runde skal indrapportere deres vurdering af den pågældende bane i en sms til Spillerforeningen, på en skala fra 1-5, hvor 1 er elendig og 5 er fantastisk.. Ved midtvejspunktet i sæsonen 2017/18 har Right to Dream Park i gennemsnit fået vurderingen 2,30, mens JYSK Park har fået 2,33.
Til sammenligning lå Silkeborgs tidligere græsbane på det daværende Mascot Park på tredjepladsen på dette tidspunkt sidste år. Dengang lød vurderingen på 4,00.
Horsens halter også efter
CASA Arena i Horsens har i løbet af efteråret modtaget kritik for dens stand, og det afspejler sig også i afstemningen blandt anførerne. Her ligger AC Horsens' hjemmebane fjerde sidst med en vurdering på 2,56, lige foran oprykkerne fra FC Helsingør.
AGF's Ceres Park og BioNutria Park i Randers klarer sig noget bedre i undersøgelsen. De ligger henholdsvis nummer 5 og 6 i afstemningen. Aalborg Portland Park, hvor AaB spiller sine hjemmekampe, har overtaget førertrøjen fra Brøndby Stadion, der ellers vandt sidste sæsons afstemning.
Superligaens bedste baner efter 19. runde af 2017/18-sæsonen
Brøndby Stadion (Brøndby IF): 4,40
MCH Arena (FC Midtjylland): 4,30
Sydbank Park (SønderjyskE): 3,89
Ceres Park (AGF): 3,67
BioNutria Park Randers (Randers FC): 3,63
EWII Park (OB): 3,50
Lyngby Stadion (Lyngby): 3,12
Telia Parken (FC København): 3,00
DS Arena (Hobro): 2,75
CASA Arena Horsens (AC Horsens): 2,56
Helsingør Stadion (Helsingør): 2,40
JYSK Park (Silkeborg IF): 2,33
Right to Dream Park (FC Nordsjælland): 2,30
Kilde: Spillerforeningen.dk