Silkeborg IF vil sætte rekord
Har aldrig vundet sæsonens to første kampe
Træner Keld Bordinggaard har blot stået i spidsen for Silkeborgs superligamandskab i én kamp, men allerede fredag aften kan den nye mand på trænerbænken lægge navn til en ny rekord i den jyske klub.
Hvis holdet slår AC Horsens på hjemmebane i fredagskampen, har Silkeborg sikret sig sin bedste sæsonstart nogensinde. Selv om silkeborgenserne nu er i gang med klubbens 19. sæson i Superligaen, er det aldrig tidligere lykkedes at vinde de to første kampe.
Men Bordinggaard forventer hård modstand fra Horsens, der var en af sidste sæsons positive overraskelser, men som indledte den nye sæson med et 0-4-nederlag hjemme til FC Nordsjælland.
- Jeg lægger mere vægt på det, som Horsens præsterede i sidste sæson, end det de præsterede i kampen mod Nordsjælland, hvor de blev reduceret til 10 mand efter 30 minutter.
- Det er et rigtigt godt og gennemarbejdet hold. Når man sidder og ser Horsens spille, så ser man et hold, hvor tingene stemmer i alle faser af spillet, siger Keld Bordinggaard til klubbens hjemmeside.
Hårdt tilkæmpet premieresejr
Silkeborg indledte selv sæsonen med en hårdt tilkæmpet 3-2-sejr i Esbjerg og skal nu forsøge at undgå en gentagelse af forløbet i sidste sæson.
Her indledte holdet med en flot 2-1-sejr på udebane over FC Midtjylland, men kiksede i kamp to hjemme mod Brøndby, der vandt 1-0. Bordinggaard håber, hans tropper kan bruge rygstødet fra sejren i Esbjerg.
- Vi har nogle rigtigt gode og lange faser mod Esbjerg, hvor vi spiller med stor tålmodighed. Det åbner spillet op og resulterer i flere farlige situationer.
- Vi hviler lidt mere med bolden, og det giver os faktisk mange chancer. Og de faser skal vi holde fast i og forsøge at finde frem mod Horsens, siger Bordinggaard.