Silkeborg IF tabte til Viborg
Trods overvægt i spillet tabte Silkeborg 1-3 til et uhyre effektivt Viborg-mandskab.
Vurderet ud fra spil og chancer burde Viborg have tabt. Men udeholdet, der kæmper med OB om bronzemedaljerne i SAS Ligaen, genfandt søndag effektiviteten på Silkeborg Stadion og vandt 3-1.
3.456 tilskuere var vidner til en underholdende kamp, hvor Silkeborg - anført af en sprudlende Thomas Raun - angreb i stor stil, men Viborg behøvede imidlertid kun tre halve chancer for at vinde for første gang i fem kampe.
- Vi virkede usikre og rystede i starten af kampen, men vi sluttede stærkt af. Jeg føler, at vi igen har fundet niveauet fra efteråret, sagde Viborg-træner Ove Christensen efter kampen.
Viborg har to point op til OB på tredjepladsen, mens Silkeborg er nummer ni i SAS Ligaen.