Silkeborg IF tabte rodet kamp
Nederlag på 2-3 til Brøndby på udebane
Det kunne lige så godt været gået den anden vej, men torsdagens superliga-kamp mellem Brøndby og Silkeborg endte med en sejr til Brøndbys hjemmehold på 3-2.
Det var en kamp, hvor ingen af de to hold formåede at bevare kontrollen i særligt lange perioder af gangen. Spillet bølgede frem og tilbage, og når der blev scoret i den ene ende, kunne man hurtigt regne med et modsvar i den anden.
Hos Brøndby så man samme problematiske tendenser i forsvaret som i sidste uge i Haderslev mod Sønderjyske, hvor det lukkede tre mål ind på en halv time. De indbyrdes aftaler virkede ikke afstemt, og kæden hang ikke sammen.
Omvendt spillede Silkeborg frisk til, når de havde bolden. Det resulterede i fire kæmpestore chancer, inden der var spillet 25 minutter, og en af dem gav udbytte på måltavlen.
En blød bold fra Frank Hansen fik lov at sejle ind i feltet, hvor tre-fire Brøndby-forsvarere undlod at dække Marvin Pourié op. Den brandvarme tysker afdriblede Brøndby-keeper Michael Tørnes og sparkede sikkert bolden i mål til 1-0.
Overlod initiativet
Efter målet overlod Silkeborg dog initiativet til Brøndby, der viste flere gode elementer i offensiven.
Holdet er blevet bedre til at udnytte Dennis Rommedahls kompetencer, og det var efter et indlæg fra landsholdsveteranen, at Simon Makienok kunne udligne efter 41 minutter til 1-1.
Den lange angriber fik også scoret til 2-1 tre minutter efter pausen, men herefter lukkede Brøndby igen Silkeborg ind i kampen.
Usikkert Brøndby-forsvar
Endnu engang tillod det usikre Brøndby-forsvar Silkeborg at komme til scoring. Christian Holst headede 2-2-udligningen i kassen i en situation, hvor Clarence Goodson ikke så godt ud.
Brøndby formåede dog igen at ryste modgangen af sig, og efter 72 minutter blev det 3-2, da Mike Jensen sparkede en ripost i nettet.
Som kampen havde formet sig indtil da, var det helt logisk, at Brøndby ikke kunne bevare kontrollen. Silkeborg overtog igen alt spillet, men bortset fra en enkelt stor hovedstødschance til Christian Holst, lukkede forsvaret for en gangs skyld af.
Med sejren får Brøndby kontakt til midterfeltet, mens Silkeborg forspildte muligheden for at snuppe femtepladsen.