Silkeborg IF tabte - og vandt
Trods nederlag mod OB sikrede Silkeborg IF sig søndag endnu en sæson i SAS Ligaen.
Silkeborg IF sikrede sig søndag endnu en sæson i den bedste danske fodboldrække, SAS Ligaen.
Trods et nederlag på 1-2 på udebane til OB kunne silkeborgenserne nemlig glæde sig over, at de to bundklubber, Sønderjyske og AGF, begge satte point til i deres respektive opgør. Dermed kan de - ikke engang i teorien - nå at overhale Silkeborg i tabellen inden sæsonens afslutning.
I søndagens opgør på Fionia Park i Odense kom hjemmeholdet, OB, allerede foran efter 13 minutters spil. Junior opsnappede en fejlaflevering, og sendte den efter et par fikse driblinger på tværs til Bouabid Bouden, som resolut sendte den i netmaskerne.
OB kom på 2-0 allerede få minutter inde i 2. halvleg. Søren Jensen blev spillet fri på venstrekanten. Han fingerede et indlæg, men sendte i stedet bolden fladt på tværs af feltet, hvor Chris Sørensen først kiksede, inden en fremadstormende Morten Fevang flot satte bolden ind ved foden af stolpen.
I de døende minutter fik Michael Hansen lov til at pynte lidt på resultatet for Silkeborg. Han eksekverede sikkert det kluntede straffespark, som OB'eren Jan Tore Ophaug helt unødvendigt begik mod Bjarni Olafur Eiriksson.