Silkeborg IF-spiller udtaget til landsholdet
Jesper Bech var den helt store overraskelse, da landstræner Morten Olsen udtog holdet til kampene mod Sverige og Ungarn i oktober.
Udtagelsen kom også bag på den 27-årige Silkeborg-angriber.
- Det er en kæmpestor overraskelse for mig. Jeg havde ingen anelse om det, men er utroligt glad og stolt. Det er jo gået rigtig godt både for holdet og for mig selv personligt, men jeg gik slet ikke i de tanker. Nu gælder det om at gøre det så godt til træningen, at jeg måske kan få lov at få spilletid, siger Jesper Bech til Ritzau.
Jesper Bech er noteret for en enkelt landskamp for Danmark, da landsholdet i 2006 mødte
Tjekkiet i en venskabslandskamp. Han har spillet for Silkeborg siden juni, hvor han skiftede fra Esbjerg.
Også AGF-midtbanespilleren Jakob Poulsen blev som forventet udtaget til de to vigtige VM-kvalifikationskampe. Derimod var der ikke plads til AGF-backen Michael Lumb, selv om den unge århusianer er blevet spået en snarlig debut på landsholdet.