Silkeborg IF spillede uafgjort mod oprykkere
Tirsdagens træningskamp mellem Lyngby og Silkeborg IF endte 2-2. Cheftræner Troels Bech savnede koncentration hos østjyderne.
Forud for tirsdagens opgør mellem de to SAS Liga-klubber valgte Silkeborg at lade profilerne Peter Degn og Jesper Bech blive hjemme. Peter Degn var småsyg, mens Jesper Bech døjede med et hold i nakken.
Ifølge Silkeborg IF's hjemmeside kom hjemmeholdet Lyngby bedst fra start. Overtaget gav bonus efter kun fem minutter, hvor Ayoub Sørensen bragte oprykkerne foran.
Efter et hjørnespark lykkedes det imidlertid Silkeborgs Frank Hansen at udligne, inden Lyngbys Lasse Rise sidst i 1. halvleg trak fri og knaldede bolden i mål med et hårdt venstrebensskud.
I den sidste del af 2. halvleg satte Silkeborgs Frank Hansen igen en heldig tå på bolden. Dermed endte opgøret på Lyngby Stadion 2-2.
- Vi så to offensivt indstillede hold, og det borger jo ofte for en god kamp for tilskuerne Men jeg var ikke tilfreds med vores pasningsspil generelt eller vores forsvarsspil i de situationer, hvor Lyngby scorede. Det virkede en smule ukoncentreret, selv om vi havde et chancemæssigt overtag og perioder med spillemæssigt overtag, siger cheftræner Troels Bech til Silkeborg IF's hjemmeside.
Lørdag eftermiddag spiller Silkeborg IF sommerens sidste træningskamp i Göteborg mod BK Häcken, før det for alvor går løs i Superligaen ude mod FC Nordsjælland den 18. juli.