Silkeborg IF skal en tur til Ærø i pokalen
DBU har trukket lod til tredje runde af Landspokalturneringen i fodbold. Se hvilke hold, de østjyske klubber skal møde.
Der var tre - måske fire - østjyske hold i bowlen, da Dansk Boldspil-Union mandag trak lod i pokalturneringen i fodbold.
Skæbnen ville det sådan, at Silkeborg IF senere på måneden skal en tur til Ærø, hvor det østjyske SAS Liga-hold møder det bedste hold fra skipperbyen Marstal. Silkeborg IF kvalificerede sig til tredje runde, efter at de i sidste uge ekspederede nordjyske FC Hjørring ud af turneringen.
De to øvrige tilbageværende østjyske klubber - Aarhus Fremad og Brabrand - skal til gengæld ikke rejse langt. De to hold skal nemlig møde hinanden i et opgør, hvor Aarhus Fremad har hjemmebanefordel.
Randers FC skal sandsynligvis også i ilden, når pokalkampene bliver afviklet onsdag den 23. september. Hvis det i næste uge lykkes kronjyderne at besejre fynske Otterup i en udsat kamp fra anden runde, venter i tredje runde det sydjyske serie 1-hold Vejen.
Som altid i pokalturneringen spiller det lavest rangerende hold på hjemmebane. Det betyder, at Randers FC's spillere skal en tur mod syd.