Silkeborg IF og livet efter Robert Skov
Robert Skov efterlader ganske vist et markant hul i Silkeborg IF, men profilens skifte har åbnet nye døre på Peter Sørensens mandskab
Der har været sagt og skrevet rigtig meget om Robert Skovs januarskifte fra Silkeborg IF til FC København.
Og selvom det er en kæmpe profil med fire mål og seks assists på samvittigheden, der har forladt klubben, så kan det åbne nye muligheder.
Silkeborgs højreside har i de seneste sæsoner flere gange vist sig at være særdeles kampafgørende, hvor både højrebacken Jens Martin Gammelby og Robert Skov har udgjort en konstant trussel over for modstanderne.
Ind i stedet for Robert Skov er kommet Randers FC's Vladimir Rodic. Og med ham åbner sig også nye muligheder for silkeborgenserne. Sådan lyder det fra tre af dem, der er blevet mest direkte berørt at stjernens skifte.
Manageren: Spillet blev for ensidigt
Manager Peter Sørensen vil egentlig allerhelst glemme Robert Skov. Altså i den betydning, at det ikke giver mening at dvæle ved profilens exit. Nu står der - formentlig - Vladimir Rodic på holdkortet, og det kan faktisk løsne spillet op.
- Nogle gange var vores spil også for ensidigt og for énstrenget ved at det måske var for meget i højre side i forhold til, hvad det bedste havde været.
- Det er bedre at have flere strenge at spille på, at ti spillere rejser sig med ti procent, end at have én spiller, der skal bære for meget. Og det giver det en mulighed for, når den største stjerne måske forsvinder, så må der være nogle andre, der kan shine desto klarere, og så kan det være, at det bliver lige så smukt, som det har været.
Makkeren: Rodic er rigtig stærk teknisk
På højrebacken skal Jens Martin Gammelby nu vænne sig til at have en ny spiller foran sig. Han og Robert Skov var de to eneste Silkeborg-spillere, der spillede samtlige minutter i efteråret. Førstehåndsindtrykket af Vladimir Rodic beroliger dog den talentfulde back.
- De indtryk jeg har fået af Vladimir, både som person og fodboldspiller, er rigtig, rigtig gode. Han er rigtig stærk teknisk, har en god dødboldsfod, som Robert også havde, fortæller Gammelby.
- Og så er han en god personlighed, og det synes jeg også er lidt vigtigt for mig at skulle spille sammen med en, som ikke nødvendigvis slår op i banen og brokker sig hele tiden til mig.
Der er dog ét ganske væsentligt punkt, som Jens Martin Gammelby dog lige skal vænne sig til.
- Den største forskel er, at han er højrebenet og ikke venstrebenet, hvor jeg før havde Robert, der trak ind i banen. Her har jeg en, der gerne vil ud på kanten og slå lidt indlæg. Så det bliver klart spændende at se, hvordan det kommer til at gå, fortæller den 23-årige back.
Afløseren: Skal undgå udsving
- Jeg tror, jeg nok skal få spilletid, så længe er på mit bedste. Det er det, jeg har lært fra tidligere, at man altid bliver nødt til at være på toppen, især hvis du er i udlandet. Jeg ved, at der er store forventninger til mig, eftersom Robert skiftede til København. Jeg er klar til det, og jeg tror, jeg kan klare presset, lyder det fra Vladimir Rodic.
I Randers viste montenegrineren prøver på det talent, der fik kronjyderne til at hente ham, men som resten af holdet, havde Rodic store udfald i mange af kampene. Det vil han rette op på i Silkeborg.
- Jeg skal undgå udsvingene i mit spil. De ting sker, men jeg tror, jeg vil falde bedre til her, for det er et mere offensivt hold, vil jeg mene.
- Jeg kan godt lide filosofien her, fortsætter Vladimir Rodic.
Han forklarer også, at det ikke var meningen, at han allerede skulle forlade Randers FC efter kun et halvt år i klubben.
- Da jeg kom til Randers, havde jeg planlagt at slå mig ned der og spille så længe som muligt. Men der skete nogle ting i den sidste måned, så da tilbuddet kom (fra Silkeborg, red.) tænkte jeg ikke så meget. Jeg vidste, det var den rigtige ting at gøre, fortæller Rodic, der ikke har lyst til at gå for meget i detaljer omkring grunden til sit skifte.
Silkeborg tager hul på foråret hjemme på JYSK Park, når AaB kommer på besøg lørdag. Kampen spilles klokken 14:00.
Silkeborg IF's trup til kampen mod AaB
2. Sammy Skytte
4. Simon Jakobsen
5. Mikkel Cramer
6. Jens Martin Gammelby
9. Gustaf Nilsson
10. Davit Skhirtladze
16. Peter Friis Jensen
17. Casper Sloth
18. Ibrahim Moro
19. Magnus Mattsson
20. Marc Rochester Sørensen
21. Mads Emil Madsen
22. Valance Nambishi
23. Jeppe Okkels
24. Jeppe Gertsen
25. Gregor Sikosek
26. Mate Vatsadze
28. Tobias Salquist
93. Vladimir Rodic