Silkeborg IF nedjusterer

Bundplacering betyder fald i tv-indtjening

SIF taber sine kampe og det koster på bundlinjen

Det kommer til at koste dyrt for Silkeborgs superligahold, at spillerne har præsteret så ringe på banen i år.

I en fondsbørsmeddelelse nedskriver SIF forventingerne til regnskabet for 2012 fra nul til minus fire millioner kroner. Det skriver mja.dk.

Tidligere i år ventede man et overskud på mellem to og fem millioner.

- TV-indtægterne er afhængige af præstationerne, og vi ligger efter nederlaget til Brøndby søndag helt i bund. Tv-indtægterne er hovedårsagen til, at vi nedjusterer vore forventninger. De manglende sportslige resultater har også givet færre tilskuere, ligesom det er sværere at hente sponsorkroner, når vi ligger, hvor vi gør lige nu, siger SIF-direktør Kent Madsen til mja.dk.

Dermed er SIF tilbage hvor de begyndte ved regnskabsårets indgang: Her ventede man nemlig et resultat på mellem plus to og minus to millioner.