Silkeborg IF fik russiske tæsk
Silkeborgenserne løb ind i regulære øretæver, da de mødte russisk hold under træningslejr i Tyrkiet.
Russiske FC Amkar Perm var for stor en mundfuld for fodboldklubben Silkeborg IF's spillere, der i øjeblikket er på træningslejr i Tyrkiet.
Onsdagens opgør mellem silkeborgenserne og det russiske liga-hold endte med en sikker russisk sejr på 4-1.
Kaimar Saag stod bag kampens enlige østjyske fuldtræffer. Han udlignede til 1-1 godt et kvarter inde i 1. halvleg.
- Sejren var fortjent, det skal der ikke herske tvivl om. Vi havde det svært, men lykkedes med nogle ting trods alt. Blandt andet fik vi den tempofyldte åbning, som vi gik efter, og vi fik leveret nogle gode dødbolde. Ingen af vores spillere overstrålede deres, men der var dog et par gode præstationer. For eksempel var vores midterforsvarere generelt fint med, siger Silkeborg IF's træner, Troels Bech, til klubbens hjemmeside.