Silkeborg IF er videre i DBU Pokalen

Silkeborg IF slog tirsdag aften Svendborg 3-0

Arkivfoto Foto: Silkeborg IF Invest

Med en 3-0-sejr over Svendborg på udebane er Silkeborg IF videre i DBU Pokalen.

SIF-spillerne satte sig på kampen fra første sekund, og allerede efter syv minutter bragte Martin Thomsen Silkeborg foran 1-0, og efter 29 minutter kunne Andreas Albers score til 2-0.

Tempoet gik derfor efter ud af kampen, og Silkeborgspillerne kunne ved pausen gå i omklædningsrummet med en føring.

Silkeborg var dog ikke færdige med at score mål, og i anden halvleg headede Christian Sørensen efter godt en times spil bolden i mål på en aflevering fra Dennis Flinta, og 3-0 var en realitet.

Det blev også kampens slutresultat, og cheftræner Kim Poulsen er godt tilfreds.

- Pokalfodbold, når man møder et lavere rangerende hold, handler om tilgangen til tingene. Derfor stor ros til spillerne, der gik ud med pomp og pragt og afgjorde tingene indenfor den første halve time ved at spille bolden hurtigt rundt, siger han til klubbens hjemmeside.

- Min eneste indvending er, at vi skulle have scoret flere mål, men det skal også ses på baggrund af, at det var en lidt langsom bane.

Tirsdagens østjyske resultater i DBU Pokalen er:

Svendborg-Silkeborg IF 0-3

IF Lyseng-Kolding IF 1-2

Sædding G IF-Lystrup IF 1-5

Næste kamp for Silkeborg IF er i Bet25 Ligaen mandag aften, når Helsingør gæster Mascot Park. Der er kampstart klokken 20.30.